14. marts 2017

Anmeldelse: Tidsfangen

Titel: Tidsfangen

Forfatter: Gry Pil Lund Ranfelt 

Forlag: Egolibris

★★☆☆


Louises far dør, da hun er elleve, og selv kommer hun aldrig ind på den designskole, som har været hendes livsdrøm, så længe hun kan huske. Men da Louise er toogtyve, oplever hun at verden fortsætter uden hende, og med ét står hun tilbage i sin elleveårige krop. Hun føler, at hun har fået en chance for at gøre det hele rigtigt; for at redde sin far og realisere sine ambitioner. Men hvad, hvis det ser igen? Og igen? Og igen? 

I "Tidsfangen" møder vi første gang Louise i hendes femte loop; femte gang, hun gennemlever sit eget liv fra elleveårsalderen til sit toogtyvende år. Fanget i tiden leder hun efter en vej ud, og hun er efterhånden villig til at gøre hvad som helst. 

Gennem sin jagt på mening med en tilværelse i endeløs gentagelse, møder Louise blandt andre hotelreceptionisten Raj, stofmisbrugeren Maria - og forretningsmanden Todd, der også selv viser sig at være tidsfange. Louises ord og handlinger er ikke altid lige hensynsfulde, og de har ikke kun indflydelse på hendes omgivelser; det påvirker også Louise selv, når hendes medmennesker handler ud fra hendes trin og fejltrin. Og med Todd er der ingen mulighed for at starte forfra. 

"Tidsfangen" er en psykologisk spændingsroman og tilværelsens ulidelige konsekvensløshed og menneskers søgen efter holdepunkter og ægte relationer. Det er en fortælling om jagten på frihed - også når den indebærer friheden fra ens eget liv.


Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte.  Bogen fangede mig ret hurtigt i begyndelsen, og efterhånden blev jeg faktisk lidt irriteret på den. Dette er måske fordi jeg virkelig følte med Louise og hele hendes situation, og bare håbede på at hun kunne komme videre med sit liv. Jeg blev nok lidt frustreret på hendes vegne. 

Hvem har lyst til at være teenager igen? Én gang var rigeligt synes jeg selv. Men hun gennemlever det op til flere gange. 
Bogen har fået mig til at tænke. Hvor ofte har man ikke tænkt over, at man ville gøre tingene anderledes, og spekuleret over hvor man ville være i livet, hvis man havde taget et andet valg end det man gjorde. Umiddelbart kunne det være rart at kunne gøre nogle ting om, men der er ingen der siger, at resultatet bliver bedre af den grund. 

Noget, der irriterede mig en del var, at Louise og Todds loops starter og slutter på forskellige tidspunkter. Louises varer 11 år, hvorimod Todds varer 40 år. Altså burde det ikke hænge sammen, når de møder hinanden i Louises loops. Todd burde ikke kunne huske alt hvad de har snakket om, for han skal jo lige leve sit loop færdigt. Hvordan skal det nogensinde passe sammen? 

Jeg kunne rigtig godt lide at læse om det, at være fanget i tiden, og være tvunget til at gennemleve sit liv igen. Til sidst synes jeg dog bare at Louises "lidelser" godt måtte stoppe, så hun kunne få et normalt liv. Jeg manglede lidt en slutning og en forklaring på, hvorfor hun var tidsfange. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar